Ejer eller ansat?

Normalt er det ikke et spørgsmål, der giver de store problemer – heller ikke når ejeren er ansat i sit eget firma.

Men i særligt én type sager får vi alligevel somme tider henvendelser. Nemlig i den situation, hvor virksomheden ikke bare har én ejer, men ejes af en kreds af personer og én af disse personer er ansat i virksomheden.

Af Steen Andersen

Når vi i SEROP bliver inddraget i sagerne, er det jo gerne fordi der er opstået problemer blandt selskabets ejere indbyrdes.

Mens de stridigheder, der handler om aktionærovenskomster og ejeraftaler ligger uden for vores regi, så er det oftest et stridspunkt, om den (eller de) af medejerne, der arbejder i virksomheden nu skal betragtes som ”almindelige” ansatte, med deraf følgende rettigheder i forhold til fx Ferieloven og Funktionærloven. I maj måned tog Vestre Landsret stilling i netop det spørgsmål.

Sagen

Der var opstået uenighed i ejerkredsen og de øvrige ejere havde afskediget den ejer, der arbejdede i selskabet. Den opsagte medarbejder/ejer krævede opsigelsesvasel og godtgørelse for usaglig opsigelse efter Funktionærlovens regler.

De to påstande

Ejerkredsens påstande var, at da personen ejede hele 39 % af aktierne og blev omtalt som ”ejer” ejeraftalen, og samtidig havde siddet i selskabets bestyrelse frem til 2013, kunne han ikke betragtes som funktionær.

Den ansattes påstand var, at han skulle betragtes som funktionær, for dels var det sådan hans job var beskrevet i ansættelseskontrakten og dels havde han ikke (længere) deltaget i ledelsesarbejdet i firmaet.

Dommen i Vestre Landsret

Landsretten så på hvad der var foregået i praksis. De konstaterede, at medarbejderen ikke deltog i bestyrelsens møder, ikke traf nogen beslutninger om virksomhedens drift, og ikke havde indgået aftaler på selskabets vegne, mens han havde været ansat på funktionæraftalen.

Det førte til, at Landsretten traf afgørelse om, at manden skulle behandles som funktionær i det konkrete tilfælde. Han fik altså både løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for usaglig afsked.

Dommen viser, at det ikke er de formelle aftaler om ejerskab og ejerandelens størrelse, der er afgørende. I stedet lægger domstolen vægt på hvordan tingene fungerer i praksis, herunder om personen faktisk er en del af ledelsen.